Politiken om AL DEN ONDSKAB

Politiken skrev om den oprindelige udgave:

AF MAY SCHACK
Oskar er den typiske mondænt livstrætte og rastløse helt. Flot uddannelse, retsmediciner på rekordtid, nyligt udnævnt til statsobducent, lækkert hus på Østerbro.

I sagens natur er han ikke optaget af at stille diagnoser i behandlingsøjemed, men indimellem overvejer han, om det officielle ICD-10diagnose-klassifikationssystem ikke skulle have tilføjet lidelsen »akut menneskemangel«. Hans eget problem med andre ord, som han så elegant ironiserer over med mange henvisninger til den metier, han deler med sin forfatter Thomas Teglgaard.

I litterær forstand kunne diagnosen hedde spleen, for det er denne tilstand af rastløshed og diffus livslede på luksusklasse, Oskar deler med så mange andre litterære skikkelser i litteraturhistorien. Den får ham til at følge kriminalassistenten Verner Olsen langt ud over, hvad hans arbejde som obducent kræver.

De efterforsker først et mord på en mand sidst i halvtredserne. Oskar bliver betaget af den myrdedes datter Iben, der giver et indtryk af både styrke og såret dyr, samtidig med at hun ikke kan skjule, at hun er ganske tilfreds med, at faderen er skaffet af vejen.

Oskars »akutte menneskemangel« bliver lindret, da Iben forslået ankommer til hans hus, og derefter ruller krimihistorien med yderligere fem lignende mord , tilsyneladende uden motiv, på andre ældre mænd tilhørende et socialt lag i den nedre ende. Oskar indblandes mere, end han havde tænkt sig, på grund af Iben, som han ikke bare vil hjælpe, men også elske. Det har hun imidlertid problemer med, og det er en del af gåden.



Thomas Teglgaard har med sin tredje bog skrevet en krimi, der er slentrende, slagfærdig og med en diskret humoristisk-ironisk stemmeføring. Han skriver en glat, flydende og veltilrettelagt prosa, der ikke plejer at få danske anmeldere til at klappe i hænderne. Det er nærmest en tradition, at vi vil have kanter og knaster og skæve vinkler. Men man bør kreditere Teglgaard for hans evne til at skabe en tone. Lethed i stemmeføringen har nu aldrig været en fejl i en fortælling.

Han har yderligere visse ambitioner med sin krimi, hvad angår samfundsetiske spørgsmål. Oskars lede ved sit job som obducent er, at han har set for meget, som han selv udtrykker det. Det gratis frisind, der ligger ligefor for medlemmer af en privilegeret klasse, er ikke ham. Han er i bund og grund borgerlig, traditionel og går ind for gamle dyder og retfærdighed uden dikkedarer, dvs. uden den helt store og nuancerede sociale bevidsthed.

Det er her, romanen kommer op på dupperne, og læseren udfordres. Seriemorderen og Oskar ligger ikke langt fra hinanden i holdning, og selv om Oskar – og læseren – ikke går ind for selvtægt på retfærdighedens vegne, forstår man så glimrende morderens motiver til at rydde op i den ondskab, han har mødt og ikke kan holde ud.

Bag sin rappe, letløbende overflade kommer romanen ind på spørgsmål som selvtægt, strafudmåling og bedømmelsen af årelang seksuel udnyttelse af børn og unge, der kompliceres af en juridisk og psykologisk sump i opregningen af tvangens flertydige mekanismer.

Når det drejer sig om genrelitteratur af denne type, skal man måske ikke efterspørge egentlig troværdighed. Men den rosenrøde udvikling af forholdet mellem den myrdede mands datter og retslægen er lovlig meget, og morderens handlinger tror man, uanset hans motiver, ikke på. Der er absolut også grænser for dybden i ræsonnementerne, men Teglgaards håndelag er ikke ueffent, og man er spændt på, i hvilken retning det videre vil udvikle sig.

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>