Ny udgave af e-bogen UDDRIFT

Jeg har lige sendt en opdateret udgave af UDDRIFT til Pubhub.dk. Sagen er, at der var et par småfejl i den. Om nogen læser har opdaget disse fejl, er jeg ikke klar over, men de har længe irriteret mig. Det er noget med formateringen.

Hvorom alting er: Der skulle i den kommende uge være en ny og opdateret udgave af e-bogen UDDRIFT i handlen. Og hvis du har købt bogen og ønsker denne nye bog som erstatning for den gamle, så send en mail på:

thomasteglgaard@hotmail.com.

Jeg underskylder hermed besværet!

AL DEN ONDSKAB sælger godt

Da AL DEN ONDSKAB i sin tid udkom på Gyldendal, var jeg ret stolt. Det gjorde det hverken værre eller bedre, at den (naturligvis fraset i Weekendavisen, men det er jo lige så sikkert som amen i kirken) fik ret gode anmeldelser.

Desværre lå anmeldelserne spredt ud over det følgende år, så der var vist ikke så mange, der opdagede det. Nå, det meste af første oplag blev solgt, så jeg var nogenlunde tilfreds til sidst …

Eller det jeg troede var “til sidst”. For så fik jeg rettighederne tilbage, og den blev solgt til udgivelse i Norge. Og her sidste år blev det til en e-bog, som nok ikke gør det til en bestseller, men dog foreløbig har solgt ca 130 stk.

Alt i alt når vi op på over to tusinde solgte eksemplarer. Og ved I hvad? Det er helt vildt sejt!

Så hvis du mangler en god krimi, en billig krimi til din iPad, smartphone eller ebogslæser, så køb AL DEN ONDSKAB for max 20 kroner – eller lad være, der er ingen tvang ;-)

Julegave EFTER lukketid?

Surt at have misset gaveindkøbene, inden butikkerne lukkede! Men fortvivl ikke, der er hjælp at hente. Faktisk kan du så sent som få minutter før gaveudpakningen klare det sådan her:

Først beslutter du: Skal det være en krimi, en historisk roman eller noget, der minder om en faglitterær bog? Skal den koste max. tyve kroner, eller skal den most 100-120 kroner?

Dernæst klikker du dig videre fra et af disse tre links – og køber en e-bog, som sendes til den mailadresse, den heldige modtager er i besiddelse af.

En god krimi til 15 kroner: AL DEN ONDSKAB

Historisk roman om opførelsen af babelstårnet: TÅRNET I SINEAR – pris 120 kr

En spændende e-bog om psykopati og narcissisme – pris 13,75 kr

Status

En ultrakort evaluaring af de første dage online må blive denne: Jo, der findes faktisk mennesker, der gerne vil læse e-bøger – og jo, de vil helst have det gratis. Fair nok! Som forfatter må man acceptere de vilkår. Og der kommer – om Gud vil – snart flere gratis e-bøger her på TT Press. OM MENNESKERETTIGHEDER, NISSER OG ANDRE IRRITAMENTER skulle gerne blive den næste.

Samtidig må jeg også indrømme, at drømmen om at lægge alle (eller næsten alle) tidligere bøger ud til download måske er lidt urealistisk. Tanken om, at den enkelte læser efterfølgende rent faktisk husker at overføre de ti-tyve-tredive kroner, bogen koster, synes jo foreløbig lidt naiv.

Nå, vi får se. Foreløbig vil jeg glæde mig over, at så mange allerede har hentet e-bøger ned. Tak til jer alle sammen – og god læselyst! Og husk at sige til mig, hvis et eller andet ikke fungerer. Jeg laver nye, opdaterede versioner af alle bøger; men nogen nævneværdig praktisk betydning får det næppe.

***

Og lidt om planerne:

Jeg er så småt gået i gang med at redigere de to Bøjlebirger-bøger og Uddrift. Men foreløbig gemmer jeg Uddrift. Jeg er desværre nødt til lige at finde ud af, om konceptet her rent faktisk virker … også når det gælder det med økonomien.

***

Til allersidst: Min seneste roman – TÅRNET I SINEAR – er jeg fortsat meget stolt af. Den er foreløbig solgt i godt 700 eksemplarer. Dertil kommer lydbogen, som nærmer sig 80 eksemplarer. Men du skal ikke forvente at finde e-bogen her på TT Press. Det er Forlagsgruppen Lohse, der har rettighederne til at udgive den her i 2011. Det skulle gerne ske den 8. oktober.

Hvordan downloader man en e-bog?

Her forklarer jeg, hvordan man downloader og læser en e-bog. For nogle vil det følgende være sådan lidt: “Hvad i alverden skulle det til for?” For andre vil det nok snarere være: “Hm, og var det så meningen, at jeg skulle forstå det her?”

Men altså: En e-bog er en tekstfil, som er gemt i et bestemt format, typisk ePub, med henblik på at kunne læses på computere, mobiltelefoner og nuværende og kommende elektroniske dimsedutdingenoter. Finten er, at i stedet for at slæbe rundt med en hel lastvogn fuld af bøger, har man det i stedet i f.eks. mobiltelefonen.

1) Download en ebogslæser: Der findes mange forskellige. Bruger du Apple, foreslår jeg iBook. Bruger du pc, foreslår jeg Adobe Digital Editions (http://www.adobe.com/products/digitaleditions/). Bruger du Android, kan du forsøge dig med Aldiko (http://www.aldiko.com).

2) Download: Du finder den bog, du vil læse. På TT Press vil titlen stå understreget nederst på siden. Du højreklikker og gemmer. Hvis du bruger f.eks. iPhone eller iPad, vil den spørge, om filen skal gemmes i iBooks. Det skal du bare svare ja til. Hvis du ikke har iBooks, kan du downloade den gratis i Appstore.

3) Tjah, og så er det vel bare at læse …

Velkommen til TT Press

Velkommen til TT press – Thomas Teglgaards hjemmeside for download af e-bøger.

E-bøgerne er opdelt i forskellige kategorier – foreløbig romaner, opbyggelige e-bøger samt gratis bøger.

Da der i år, dvs. 2011, udelukkende er tale om bøger, som tidligere er udkommet som almindelige papirbøger, sælges de meget billigt, og adskillige af dem kan endda downloades ganske gratis. Når det gælder f.eks. romanerne EN ANDEN MANDS HÆVN og UDDRIFT, bliver priserne en anelse højere – men stadig latterligt lave i forhold til papirudgaverne, som endnu kan købes i boghandlen.

Hvorfor nu det? Jo, som forfatter er jeg optaget af to ting: At skrive de bøger, som bobler frem fra et eller andet mærkeligt sted i mit sind, og at så mange som muligt læser med. Desværre kræves der tid og ro for at kunne skrive den næste bog, og tid og ro koster penge. Og mit dejlige forlag Lohse (og Gyldendal, som jeg desværre ikke rigtig har set noget til i nogen tid) skal jo tjene penge; de driver en forretning!

Og her er det så:

Jeg tror på, at de fleste vil betale for de e-bøger, de downloader. Og de, der ikke betaler, har helt sikkert legitime grunde til ikke at betale.

Jeg tror på frivillighedsprincippet; dvs. at det for mig ikke rigtig giver mening at lægge vandmærker, sikkerhedskoder eller noget helt tredje ind i filerne for at “sikre sig” imod piratkopiering. Hvis folk vil snyde, så snyder de jo alligevel. Og der er rent faktisk nogle, som har en afsindig stram økonomi, så hvorfor skulle de ikke have lov at læse bøgerne? De “betaler” jo, når (eller hvis) de anbefaler bogen til deres venner.

Jeg tror på, at jo flere e-bøger der downloades, jo flere læsere skaber det i længden – og jo flere mennesker køber en dag en helt almindelig papirbog, som både forlag og forfatter tjener penge på.

Der er intet vandmærke, ingen sikkerhedshalløj; der er ingen egentlig webshop, ingen der tjekker om bogen er betalt. Dermed også sagt, at man kan downloade hele moletjavsen uden at betale så meget som en krone uden at frygte, at nogen kommer efter én. Jeg gør i hvert fald ikke. Jeg forventer, at læserne betaler de fem, ti eller tyve eller halvtreds kroner, der er anført som prisen ud for hver bog; og har nogen så alligevel lyst til at planke bøgerne, tjah, så værsgo!

Går alting som planlagt, vil jeg i 2012 begynde at udgive de første e-bøger helt uden forlag. En bog om psykopati, en børnebog om en autistisk dreng, der opklarer forbrydelser … og muligvis meget andet.